Ph.d.-afhandling
af Jeppe Bundsgaard
Danmarks Pædagogiske Universitet
Bidrag til danskfagets it-didaktik
Udskrift |Site map |Fold ud |

5.3.2.3. Forumteknologien

Jessen & Sørensen argumenterer i "Virtuel kommunikation og virtuelle fællesskaber – hvilke kompetencer?" for at "[...] det må være en opgave for skolen at bidrage til at udvikle de nødvendige kompetencer" (Jessen & Sørensen 2003: 191) så alle børn bliver i stand til at begå sig i virtuelle fællesskaber. Jessen & Sørensen hævder at denne opgave fordrer:

[...] at undervisningen baseres på en opfattelse af virtuel kommunikation som en særlig kommunikationsform med egne betingelser, der ikke uden videre blot kan betragtes som en forlængelse af eller en erstatning for kommunikation ansigt til ansigt (Jessen & Sørensen 2003: 191).

Som det fremgår af mine historiske analyser og definitioner af kommunikationsteknologikategorier (jf. oversigt 6 i 4.1.3.4.2.), er jeg enig i at kommunikationsteknologien har betydning for hvordan kommunikationen kan finde sted. Forskellige teknologier fremmer forskellige kommunikationsformer, men principielt set indgår altid en række fænomener af samme art når mennesker kommunikerer, og derfor er der flere ligheder end forskelle mellem kommunikationssituationer formidlet af forskellige kommunikationsteknologier.

Den dristigere og mere vidtgående konklusion at virtuel kommunikation (hvorved jeg formoder at forfatterne forstår kommunikation formidlet af computerteknologi) skulle være en "kommunikationsform med egne betingelser" der ikke er en "forlængelse" af kommunikation ansigt til ansigt, kan jeg ikke finde belæg for. Derfor vil jeg i det følgende diskutere de argumenter Jessen & Sørensen giver for deres opfattelse og til sidst fremlægge en analyse af hvad der kendetegner kommunikation med anvendelse af forumteknologi.

Jessen & Sørensen indleder med at slå fast at "[k]ommunikation er i princippet kun mulig, når deltagerne i en eller anden udstrækning deler et fælles referencegrundlag i form af et fælles repertoire og har en vis fælles forståelse samt har rimelige1 ens regler for interaktion." (Jessen & Sørensen 2003: 184). Denne opfattelse er principielt set helt korrekt. Vi skal have et sprog til fælles, en verden og vi skal kunne konsumere og producere social handlen der kan godkendes af den anden som "rimelig adfærd". Denne grundlæggende pointering er væsentlig i kommunikationsteoretisk forstand: Dette er de nødvendige betingelser for at kommunikation kan finde sted. Men det er ikke nok til at man også i praksis har noget at tale om.

Jessen & Sørensens næste træk er at anvende denne grundlæggende indsigt som en slags måleredskab til bestemmelse af hvor sandsynlig kommunikation er. Med andre ord spørger de implicit, hvad der skal til for at vi har et fælles referencegrundlag som gør os interesseret i og i stand til at finde på noget at kommunikere om. De siger at "[i] det fysiske rum er tid og sted automatisk en del af en sådan fælles forudsætning, og det er ofte en helt afgørende faktor for en fælles forståelse" (Jessen & Sørensen 2003: 185). Det at man er sammen samme sted samtidig skulle således ifølge Jessen & Sørensen være ensbetydende med at man har et fælles referencegrundlag og derfor kommunikerer. Det afhænger af hvad der er en tilstrækkelig betingelse for at noget kan betegnes som fælles referencegrundlag. Hvis det er tilstrækkeligt at man er menneske, lever og har bevæget sig samme sted hen, så er det naturligvis korrekt, og man vil ganske givet kunne finde noget at kommunikere om (med talt sprog eller fakter), men det vil jo ikke være tilstrækkeligt for særlig megen kommunikation. Det er således ikke svært at komme i tanke om situationer man har tilbragt i samme rum som andre samtidig, uden at man kunne komme på noget fornuftigt eller interessant at indlede eller fortsætte en samtale med.

På den anden side kan man sige at hvis man befinder sig "i" et virtuelt rum, fx i et forum eller i en chat, er der en vis sandsynlighed for at man er kommet dertil fordi rummet var en del af noget der interesserede én (med mindre man fx er blevet tvunget derind i forbindelse med skolearbejde), hvorfor man kan forvente at folk der mødes virtuelt faktisk har noget at samskrive eller -tale om. Resultatet bliver således lige omvendt af Jessen & Sørensens analyse: Når man mødes virtuelt, er der sandsynlighed for at man har et fælles referencegrundlag som gør én interesseret i og i stand til at finde på noget at kommunikere om; så selv om det er sandt i bogstavelig forstand at: "Det [at man har de fysiske omgivelser som kontekst for mødet] gælder ikke for virtuel kommunikation, hvor de kommunikerende parter er adskilt, ofte både i rum og tid" (Jessen & Sørensen 2003: 184), så er det mindre indlysende når fysisk rum forstås i overført forstand. I et chatrum eller et forum har man netop de fysiske omgivelser i form af hjemmesider og andre interaktive rum som en ofte væsentlig mere specifik kontekst for mødet.

Min pointe bliver således at det ikke er forskelle i kontekst, forskelle i referenceramme osv. der er det karakteristiske ved computermedieret kommunikation. På den måde er cmc ganske ligesom f2f-kommunikation. Nogle gange er der masser af referenceramme til fælles – andre gange nærmest ingenting.

Jessen & Sørensen gentager pointen om at en fælles referenceramme er "mere undtagelsen end reglen" (Jessen & Sørensen 2003: 186) flere gange. Efter en gennemgang af Roman Jakobsons kommunikationsmodel (Jakobson 1960) hævder Jessen & Sørensen således at:

Med netbaseret kommunikation er det mere undtagelsen end reglen, at afsender og modtager har samme referenceramme og koder, når de møder hinanden.

[...]

Det særlige ved den virtuelle kommunikation som forudsætning for virtuelle fællesskaber og samarbejde er imidlertid, at disse forudsætninger i større eller mindre grad må skabes af deltagerne i fællesskab. Deltagerne i en virtuel virkelighed deler sjældent en fælles virkelighed og et fælles repertoire, men må aktivt konstruere en sådan gennem deres interaktion (Jessen & Sørensen 2003: 186f.).

Jessen & Sørensen giver ikke henvisninger til empiriske studier der underbygger deres påstand. Jeg vil tillade mig – lige så empirisk uunderbygget2 – at hævde at det modsatte lige så godt kan være tilfældet. Når man er kommet til et virtuelt rum, har man givetvis én eller anden interesse til fælles; det kunne være et computerspil, klodens overlevelse, heste eller computerprogrammer. En stor del af den kommunikation man vil have, vil bygge på det fælles repertoire.

Påstanden fører Jessen & Sørensen til at hævde at kommunikationsmodeller som Jakobsons, der opererer med en afsender og en modtager, "i mindre grad betragtes som anvendelige" (Jessen & Sørensen 2003: 187). Problemet er tilsyneladende, at traditionelle modeller betragter kommunikation som post-forsendelse, hvor afsenderen sender modtageren et budskab, og "[i]nteraktionen mellem kommunikationens deltagere træder [...] i baggrunden" (Jessen & Sørensen 2003: 188).

Jeg er helt enig i kritikken af modeller der opfatter kommunikation som postforsendelser, og i den forstand er der heller ikke en afsender og en modtager i en kommunikation, men deltagere der interagerer mere eller mindre: Skiftes til at sige noget eller siger noget samtidig. Kommunikation er med-deling af viden, opfattelser, følelser og holdninger til verden.

I forbindelse med interaktiv kommunikation er det imidlertid ikke en oplagt model. Her kan kommunikation bedre beskrives som "the shared construction of meanings" (Kraut og Streeter 1995), hvor det betydningsfulde hverken er A's eller B's realitet, men den ny fælles forståelsesramme, de kan konstruere sammen (Jessen & Sørensen 2003: 188).

Med interaktiv kommunikation mener Jessen og Sørensen sandsynligvis kommunikation formidlet af computer og med tekster skrevet af både A og B og som besvarer hinanden – i modsætning til tekster af en-til-mange uden svar fra disse – som fx tvinstitutioners udsendelser via fjernsynsteknologien.

Men det er ikke noget der særlig kendetegner computermedieret kommunikation; det er et træk ved al kommunikation. I nogle situationer er der én person eller institution der er den altdominerende bidrager til det der siges, mens der i andre situationer er en mere ligelig fordeling af bidragene.

At der sker en fælles betydningsskabelse som ikke kan findes i det enkelte bidrag til samtalen, men som opstår i samspillet mellem flere deltageres bidrag, gør sig jo også – og måske i endnu højere grad, jf. mine overvejelser over skriftmodaliteten (5.3.2.2.) og nødvendigheden af at afslutte et udsagn før det afsendes – gældende ved kommunikation ansigt til ansigt (jf. Säljo 2003: 116ff.; Mercer 1995). Jessen & Sørensen påpeger også, med henvisning til Olga Dysthe og Mikhail Bakhtin, at fælles konstruktion af mening også finder sted i ansigt-til-ansigt-dialoger. Men de hævder at "[t]il forskel fra tekster, der foreligger i færdig form, er der imidlertid med computermedieret kommunikation langt større vægt på den enkeltes aktive deltagelse i konstruktionen af et fælles forståelsesgrundlag" (Jessen & Sørensen 2003: 188). Det er jo klart at hvis man læser en tekst og ikke svarer på den, så er der ikke så stor vægt på den enkeltes deltagelse; det gælder både for skærmmærkede tekster og tekster mærket på papir; men en sammenligning mellem en real life-kommunikation og virtuel kommunikation, begge med bidrag fra flere deltagere, vil vise at det samme gør sig gældende begge steder: Vi skaber betydningen i fællesskab. Det betyder ikke at Jessen & Sørensen ikke har ret i at det er en væsentlig kompetence at kunne "skabe betydning i et interaktionelt spil med andre" (Jessen & Sørensen 2003: 189), det betyder blot at denne kompetence er indlysende nødvendig at beherske med så stor virtuositet som muligt uanset om der er tale om virtuel eller real life-kommunikation.

Jessen & Sørensens eksempler på forskelle mellem f2f og virtuel kommunikatation er at der er forskel på hvordan man deler referencegrundlag, og forskel på i hvor høj grad og hvordan deltagerne skaber mening i fællesskab. Jeg har argumenteret for at det er diskutable eksempler.

Besvarelsen af spørgsmålet om hvad forskellen er, må ske sideløbende med en analyse af de konkrete forskelle på de teknologier og bæremedier der indgår i den teknologi man bruger i kommunikationen. Jeg vil her holde mig til en analyse af forumteknologien.

Forumteknologi kan karakteriseres som en kommunikationsteknologi med mulighed for lav latenstid, transkron og transtopisk konsumption, halv dupleks, interaktiv produktion og en-til-mange-distribution (jf. oversigt 7 over kommunikationsteknologiers karakteristika i 4.1.3.4.2.).

Forumteknologien er en teknologi hvor der kan svares (gensidigheden er halv dupleks idet man ikke sender og modtager samtidig, men afslutter sin meddelelse før man modtager svar) og hvor deltagerne derfor forventer svar i modsætning til ved produktion af tekster på en hjemmeside, som man kan skrive uden at forvente svar.

At forumteknologien er en teknolgi med transkron konsumption kan betyde at konsumenterne på den ene side forventer at de indlæg der skrives, indeholder bearbejdede tekster som følger de principper jeg har beskrevet ovenfor. På den anden side kan muligheden for lav latenstid (latenstiden afhænger af hvornår de øvrige deltagere opdaterer eller ankommer til hjemmesiden med indlægget)3 betyde at der kan komme svar med det samme. Fora kan altså – alt efter emne, deltagernes dedikerethed og antallet af deltagere – være mere eller mindre aktive. Hvis deltagerne har forventning om høj aktivitet, dvs. hurtigt svar, vil de i tiden lige efter egne indlæg være opmærksomme på om der svares. Hvis ikke det sker, kan de miste interessen eller selvtilliden i forhold til deltagelse i det pågældende forum (jf. min diskussion af "offentlige" fora uden fastsat emne og uden deltagere der oplever forummet som deres, 5.3.2.5.3.).4

Forumteknologien er en teknologi med en-til-mange-distribution. Det betyder at alle kommentarer er offentlige. På den ene side sætter de der skriver, sig selv (eller deres rolle, jf. nedenfor) på spil, og på den anden side kan man udstille andre ved at skrive intimiderende om eller til dem. Denne offentlighed kan både fungere som en motiverende og som en demotiverende faktor. Deltagerne kan bruge denne offentlighed til at skabe sig en eftertragtet identitet, men andre kan på samme vis bruge den til at underminere andres identitet (jf. 5.3.2.5.2.).

En væsentlig forskel fra f2f når man kommunikerer via nettet, er at man ikke mødes i fysisk forstand, at det er let at gå og aldrig komme tilbage og at det er let ikke at blive genkendt.

Forumteknologien er i kraft af de nævnte karakteristika en central teknologi i udviklingen af det Barry Wellmann kalder rolle-til-rolle-kommunikation (jf. 5.1.2.). Som udgangspunkt ser deltagerne ikke hinanden og møder kun hinanden i kraft af det de siger i forummet. Jeg gengav i 5.1.2. en liste som Barry Wellmann har opstillet over hvad der adskiller det at at leve i sociale netværk fra at leve i grupper. Jeg gengiver nogle af de punkter jeg finder særlig centrale i denne sammenhæng, her:

  • The ability to connect with multiple social milieus, with limited involvement in each milieu.
  • The decreased control over inhabitants' behaviour that each milieu has.
  • The decreased commitment of each milieu to its inhabitants' well-being.
  • [...]
  • Reduced sense of palpable group memberships that provide a sense of belonging.
  • Increased opportunity, contingency, globalization, and uncertainty through participation in social networks.
  • Increased emphasis on structural position in different networks--such as brokerage ties that connect multiple networks--and decreased emphasis on group membership. Active networking is more important than going along with the group (Wellman 2001: 6).

Wellmann beskriver en række processer som naturligvis ikke sker af sig selv, men som sker i kraft af individernes aktioner og reaktioner på baggrund af de relationer de skaber og kan skabe med informationsteknologi (ved siden af dem de skaber med andre teknologier). Det er således muligt at påvirke disse processer gennem organisering af den konjunktur af kommunikationsteknologier deltagerne har adgang til og bruger.

I en forumdialog mellem personer der betragter hinanden som roller, skal der være noget interessant ved det de andre roller har at byde ind med i dialogen, eller ved det udkomme man kan skabe i fællesskab, eller der skal være en fornemmelse af at man selv skaber sig en identitet og at de andre anerkender én. Ellers er det ikke sikkert at man gider. Eller formuleret i Fords motivationsterminologi (4.2.1.1.1.), så skal der være mål (the Principle of Goal Activation), relationer (the Responsive Environment Principle) og følelsesaktivering (the Principle of Emotional Activation) når man kommunikerer via forum.

Organiseringen af forumdialoger må således med udgangspunkt i Wellmanns begreber tage hensyn til:

  • hvordan de enkelte deltagere føler sig tilpas (inhabitants' well-being),
  • og at de hører til (sense of belonging),
  • hvordan de føler et ansvar for fællesskabet (involvement in each milieu),
  • hvordan de tager mulighederne på sig og anvender usikkerheden med henblik på at udvikle det sociale netværk, og endelig
  • hvordan deltagerne oplever at de kan få en identitet i forummet (en structural position).

1Jeg formoder at Sørensen og Jessen mener "rimeligt" og ikke "rimelige" – da det næppe er forfatternes opfattelse at det er et krav at man har rimelige regler i etisk forstand (for hvem formulerer de konkrete moralsk acceptable regler?), men derimod at de regler man har nogenlunde stemmer overens, så man oplever at den anden re- og agerer som forventet.

2Dog kan jeg underbygge det med egne erfaringer: Jeg programmerer en del php, javascript, html, xml, mysql, svg mm. I mit daglige liv møder jeg ingen jeg kan tale med det om, jeg har ikke en fælles referenceramme med nogen. Men på nettet deltager jeg i en lang række dialoger med folk der sikkert er meget anderledes end mig – men jeg opdager det ikke, for de har interessen for programmering til fælles med mig.

3Latenstiden er i praksis forbundet med forummets opnåelighed: Fora har en opnåelighed der afhænger af om man som konsument og producent er ved en internetopkoblet computer. I undervisningssituationer er der således en særdeles relevant forbindelse mellem organiseringen af undervisningstiden og opnåeligheden. De problemer der er forbundet med det, kommer jeg nærmere ind på i forbindelse med min behandling af Gentofte Webparlament.

4Et interessant fænomen er at diskussioner der forlængst betragtes som afsluttet af de oprindelige deltagere, kan tages op igen af nye eller tidligere deltagere. Se fx Frederikke og Emilie der tager en diskussion om burhøns op igen knap et år efter de øvrige deltagere har forladt diskussionen i webparlamentet om dyrevelfærd som jeg omtaler i et senere afsnit.

Redigeret af Jeppe Bundsgaard
Sidst opdateret: 25-01-2016
Denne sides adresse: www.did.bundsgaard.net/foersituationen/indholdmetode1/
samarbejdevianet/forumteknologien/index.php
SmartSite Publisher